Norge er tidligere af FN blevet vurderet som det bedste land i verden at bo i. Men nu kan olieoverflydighedshornet mod nord også prale af at have verdens dyreste by at bo i.
Oslo har nemlig slået Japans hovedstad Tokyo af pinden, skriver BBC. Opgørelsen kommer fra organisationen Economist Intelligence Unit (EIU), som hvert år sammenligner leveomkostningerne i 130 byer verden over.
»Oslos placering understreger den meget store relative stigning i leveomkostningerne i hele Europa. Det kommer dog som en overraskelse, at Tokyo ikke længere er nummer et,« lyder det i EIU’s rapport.
For 14 år siden var Irans hovedstad Tehran den dyreste af de 130 byer at bo i, men ganske paradoksalt er byen i dag en bundskraber på plads nummer 130.
København ligger ganske pænt på en sjetteplads, hvilket er højere end metropoler som London og New York.
Her er Economist Intelligence Units top 10 over verdens dyreste byer:
1: Oslo, Norge
2: Tokyo, Japan
3: Reykjavik, Island
4: Osaka, Japan
5: Paris, Frankrig
6: Købehavn, Danmark
7: London, Storbritannien
8: Zürich, Schweiz
9: Geneve, Schweiz
10: Helsinki, Finland