Det Amerikanske Filmakademi har ikke nomineret den danske film 'SuperClásico' til en Oscar i kategorien 'Bedste Udenlandske Film.
SuperClásico var ellers blandt de ni film på den såkaldte 'short list', som de endelige fem kandidater skulle vælges ud fra.
I stedet gik nomineringerne til Canadas 'Monsieur Lazhar', Belgiens 'Bullhead', Irans 'A Separation', Israels 'Footnote' og Polens 'In Darkness'.
Filmakademiet nominerede heller ikke den danskinstruerede 'Drive' i kategorien 'Bedste Film', selv om flere eksperter havde spået Nicholas Winding Refns actionfilm gode chancer for at vinde den største Oscar af dem alle.
De nominerede til 'Bedste Film' er for de flestes vedkommende gamle kendinge i Hollywoods filmmaskine.
Således er der fundet plads til Woody Allens 'Midnight in Paris', Brad Pitt-filmene 'Moneyball' og 'Tree of Life', Steven Spielbergs 'Warhorse', George Clooneys 'The Descendants', Martin Scorseses film 'Hugo' samt filmene 'The Artists', 'Extremely Loud & Incredibly Close' og The Help'.
Se alle de nominerede i alle kategorier her.