En af dommerne på det amerikanske talentshow America's Got Talent, Sharon Osbourne, kom frem på Twitter tirsdag og skrev, at hun forlader showet i slutningen af årets sæson. Det oplyser hjemmesiden Toronto Sun.
Konen til rockstjernen Ozzy Osbourne twittede samtidig en afsked til meddommeren Howard Stern.
- Min kære Howard Stern, penge er ikke årsagen til, at jeg ikke vender tilbage til NBC, skrev Osbourne.
Afskeden kom da også bag på producerne hos NBC, der står bag talentshowet. De havde ikke hørt om realitystjernens planer før twitter-beskeden.
- Jeg har intet at sige om Sharon Osbourne. Vi ved ikke engang, hvad der foregår. Det er sikkert bare et stort ståhej for ingenting, konstaterer redaktøren for NBC Entertainment, Robert Greenblatt, overfor en gruppe tv-kritikere i Beverly Hills.
Osbourne og hendes agent har endnu ikke kommenteret på sagen.
America's Got Talent er et show, hvor en gruppe deltagere med forskellige talenter kæmper om at vinde den store pengepræmie på 6,2 millioner kroner.
Den 59-årige Osbourne afløste i 2007 sangeren Brandy Norwood i dommerpanelet, hvor hun kom til at sidde skulder ved skulder med David Hasselhoff og Piers Morgan. Senere kom komikeren Howie Mandel og radioværten Howard Stern til.
/ritzau/