Rygterne har floreret i ugevis. Tirsdag blev en ny video med terrornetværket al-Qaedas leder, Osama bin laden, offentliggjort på internettet.
Det oplyser den amerikanske tv-station CNN, der dog ikke tør bekræfte, at det er Osama bin Ladens stemme, selvom videoen bærer logoet fra As-Sahab Media, der plejer at stå for udbredelsen af budskaber fra al-Qaeda og andre islamiske terrorgrupper.
På videoen ses et stillfoto af bin Laden, mens hans stemme
hylder terroristen Waleed al-Sheri, som, for præcis seks år siden, 11. september 2001 var med til at
flyve et af de kaprede rutefly ind i tvillingetårnene i World Trade Center.
Årsdagen blev blandt andet markeret ved Ground Zero i New York, men flere steder i USA var der mindehøjtideligheder i anledning af seksårsdagen.
Det er anden gang på kort tid, at Osama bin Laden optræder i en video. I sidste uge truede han USA med nye angreb og opfordrede amerikanerne til at konvertere til islam.
At al-Qaeda-netværket stadig er i stand til at sprede død og ødelæggelse er der imidlertid næppe tvivl om. I både Danmark og Tyskland er unge muslimer på det seneste blevet anholdt, mistænkt for at ville terrorbombe ukendte mål i Europa. Begge terrorceller menes at stå i direkte kontakt med ledende al-Qaeda-medlemmer.
Se videoen her på CNN s hjemmeside: