Ruslands ortodokse kirke opfordrer myndighederne til at vise de tre kvinder fra Pussy Riot "nåde", efter at de tidligere fredag blev idømt to års fængsel for en Putin-fjendtlig happening i en kirke.
- Uden at drage domstolens legitimitet i tvivl, vil vi bede myndighederne om at vise nåde inden for lovens rammer, hedder det i en erklæring fra den ortodokse kirkes øverste råd.
Det rapporterer nyhedsbureauet RIA Novosti.
De tre kvinder på 22, 24 og 30 år er dømt for hooliganisme, der er motiveret af et religiøst had.
De tre kvinder har bedt om tilgivelse for at have forstyrret en gudstjeneste under deres happening i februar. De siger, at deres protest var rettet mod den russiske leder Vladimir Putin.
/ritzau/AFP