Orkanen Ike, der allerede har kostet hundredvis af liv, vil passere hen over Cuba for anden gang, inden den fortsætter over Den Mexicanske Golf med kurs mod grænsen mellem Texas og Mexico.
Ifølge de seneste beregninger er det muligt, at Ike, der i øjeblikket er en kategori et storm, kan tage til i styrke og blive en kategori tre storm. Det ser ud til, at den vil gå i land på den nordlige mexicanske kyst eller på Texas' sydlige kyst så tidligt som fredag aften, skriver ABC News.
De nye beregninger forudser også, at Ike måske vil passere dele af Louisiana og Mississippi, som stadig er ved at komme til hægterne efter besøget af orkanen Gustav.
Selv om Ike har taget en ny kurs længere væk fra Florida end først antaget, har orkanen forårsaget kraftig regn og voldsomme vindstød henover natten i Key West.
/Newspaq/