En helt usædvanlig kraftig orkan har udviklet sig over Atlanterhavet.
Orkanen er døbt Igor, og lige nu er det en kategori 4 orkan med meget kraftige vindstød på op til 300 kilometer i timen.
"Det er en særdeles kraftig orkan. Prognoserne antyder faktisk, at den udvikler sig i en kategori 5, og det er den allerkraftigste på orkanskalaen. Det er klart den mest voldsomme orkan, vi har haft i år indtil nu," fortæller Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.
Han kalder orkanens styrke ubeskrivelig.
"Det er slet ikke til at forestille sig, hvor kraftig, den er. December-orkanen, vi havde i 1999 var kun kategori 2. Så den her er nærmest dobbelt styrke. Det vil føles meget, meget voldsommere end den," siger han.
Befolkningen på Puerto Rico, Den Dominikanske Republik og Bahamas var ved at panikke over udsigten til Igors hærgen. Men noget tyder på, at de heldigvis kan ånde lettet op igen.
"De næste par timer og dage drejer orkanen mod nordøst direkte mod Atlanterhavet og væk fra beboede egne," beroliger Andreas Nyholm
Dog kan vi herhjemme i Danmark også blive ramt af Igors vrede - dog ikke med så voldsom en kraft, hvis den når så langt.
"Det kan sagtens forekomme, at orkanen når frem som et kraftigt lavtryk til Danmark. Det kan godt betyde en heftig omgang med meget, meget vand i, da den har suget en masse fugt op. Så den kan sagtens komme frem til os, men vi snakker en uge til 10 dage, hvis den rammer Danmark," siger Andreas Nyholm fra TV2 Vejret.