Den gode nyhed er, at stormen ikke bliver lige så kraftig som i 1999. Den dårlige er, at den bliver værre end forleden nat. Det fortæller DMI’s vagtchef, Michael Christiansen.
»Vi har et lavtryk på vej ind i Nordsøen på vej mod Norge. Det betyder, at det blæser fra vest, og i Nordjylland vil det give vindstød med orkanstyrke,« siger Michael Christiansen.
Stormen topper i nat i Nordjylland, og i formiddagstimerne vil den toppe i Nordsjælland.
»Vi kan komme op på en stormstyrke på 35 meter/ sekundet, og det er formodentlig kraftigere end stormen mellem torsdag og fredag,« siger Michael Christiansen.
Han fraråder folk i Nordjylland at bevæge sig udendøre i aften og nat, og særligt fraråder han at køre gennem skove, hvor træerne risikerer at vælte.
»Det er ikke århundredets storm, men det er ikke hvert år, at det blæser sig meget. Nærmere hvert femte eller tiende år,« siger vagtchefen.
Generelt varsler DMI om forhøjet vandstand langs Jyllands vestkyst. Områderne er markeret med orange farve på landkortet.