Orkanen Kyrill fejer i øjeblikket ind over det vestlige Europa med en vindhastighed på op mod 190 kilometer i timen. 13 mennesker har indtil videre mistet livet i stormen, der også har betydet strømsvigt og trafikkaos med aflyste fly og tog flere steder i Europa.
Syv mennesker er ifølge BBC omkommet i England under stormen. De fleste omkomne er bilister, der er kørt galt i uvejret. I Tyskland har tre mennesker mistet livet, blandt andet et spædbarn, der blev ramt af en dør, som stormen havde revet løs. I Holland døde to mennesker, da et træ væltede ned over deres bil, og også i Frankrig har en bilist mistet livet.
Flytrafikken i Tyskland og Holland er kaotisk med mange aflysninger og forsinkelser. Flere togforbindelser er aflyst, ligesom både byggepladser og skoler ligger øde på grund af det voldsomme vejr. Mange steder i Tyskland advarer myndighederne folk mod at bevæge sig ud i stormen.
Ud for den sydlige britiske kyst er et containerskib sunket på grund af stormen, der betød op mod ni meter høje bølger. Skibets besætning på 26 mand måtte sætte sig ud i en redningsbåd, men det lykkedes redningshelikoptere at få dem uskadte i land.