Ritzau
Opdateret kl. 05:41
Mindst 14 personer er blevet dræbt under nye sammenstød mellem demonstranter og regeringsstyrker i Nicaragua.
Det oplyser menneskerettighedsorganisationen CENIDH ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Der har været en grusom episode. Vi har mindst 14 dræbte, men der kan være flere, siger Vilma Nunez, leder af CENIDH.
Mindst to politibetjente er blevet dræbt under sammenstødene, der fandt sted i Diriamba- og Jinotepe-områderne.
Dermed fortsætter volden ufortrødent i Nicaragua, selv om de stridende parter opnåede et gennembrud i fredsforhandlingerne i juni.
Den blodige konflikt har nu varet i mere end to måneder. Omkring 200 mennesker er blevet dræbt siden 19. april.
Den 16. juni var der tilsyneladende et gennembrud i forhandlingerne om fred mellem præsident Daniel Ortegas regering og demonstranterne.
Uroen i landet begyndte, da Ortega midt i april indførte beskæringer af pensionen og sociale ydelser.
Siden har den 72-årige præsident stået over for tiltagende protester fra hovedsageligt unge i landet.
/ritzau/