Det startede med en julefrokost og er nu på vej til at blive en revolution af den danske stand-up scene. Århusianske Claus Reiss er i disse uger i færd med at samle trådene til Danish Open i Stand-up 2007, og planen er at skabe en scene for stand-up comedy uden for København.
»I de senere år er stand-up blevet et offentlig kendt begreb, og det skyldes ikke mindst DM, som rigtig mange kender. Nu føler jeg, at der er plads til at tage endnu et skridt, og det er oplagt at tage det i Århus, hvor der er virkelig meget talent,« siger Claus Reiss, der er uddannet Business Development Engineer, men i dag satser på en karriere inden for underholdningsbranchen.
Stand-up succes i Århus
Den 29-årige samsing optrådte for to år siden til en julefrokost for personalet på Studenterhus Århus café og spillested, Pakhuset.
»Efter showet drak jeg en øl med Pakhusets leder, Lars Sloth, og vi diskuterede mulighederne for at lave en permanent open mike-scene i Århus,« siger Claus Reiss.
Open mike dækker over arrangementer, hvor alle og enhver kan gå på scenen, gribe mikrofonen og forsøge sig med stand-up. Den løse snak endte med en aftale om stand-up i Pakhuset en aften om måneden. Tiltaget har været en stadig stigende succes.
Stor talentmasse
»I starten kom der otte-ti tilskuere, men ved det sidste arrangement var der knap 130 mennesker, og for nogle af de optrædendes vedkommende stod de på scenen for blot anden eller tredje gang. Alligevel blev der leveret stand-up af høj klasse, og det vidner om, at der er en talentmasse, som vi bør dyrke,« siger Claus Reiss, der har fået blod på tanden.
Han er nu i gang med i samarbejde med Studenterhus Århus at få de sidste detaljer på plads, inden Danish Open i Stand-up 2007 skal løbe af stablen i april og maj.
Arrangementet skal afholdes i Pakhuset og kommer til at bestå af to indledende heats, inden der afholdes finale onsdag den 2. maj.
Der findes allerede et officielt DM i stand-up, som arrangeres af comedy-giganten Funny Business Inc. (FBI), men Danish Open skal ikke ses som en protest imod den eksisterende konkurrence.
»Jeg har selv deltaget i DM, og jeg synes, det er et fedt koncept. Men det, vi vil, er at give nogle af dem, der ikke lige bor i København, chancen for at lave noget stand-up. Branchen er meget koncentreret om København, og med Danish Open håber vi at få gang i vækstlaget i provinsen,« siger Claus Reiss.
Ingen konkurrent til DM
Hos FBI hilser projektleder Jesper Holger det århusianske initiativ velkommen. Han ser ikke projektet som en konkurrent til FBI s DM i stand-up – tværtimod.
»Jeg synes, det lyder enormt spændende med planerne i Århus. Rent faktisk er det en stor fordel for branchen som sådan, at vækstlaget bliver så stort som muligt,« siger Jesper Holger, der er enig med Claus Reiss i, at stand-up scenen i dag er meget koncentreret om hovedstadsområdet.
»Open mike-scenen er i dag groft sagt temmelig lokalt begrænset til København. Det er ikke nogen hemmelighed, at FBI selvfølgelig er interesseret i et så bredt udbud af komikere som overhovedet muligt. Vi har nogle navne, som er kendt de fleste steder, og som de fleste kan lide, men det er vigtigt, at de enkelte navne ikke bliver for slidte. Kan vi på denne måde få nogle nye talenter på banen, er det rigtig godt,« siger Jesper Holger, der har tilbudt at hjælpe med det jyske projekt.
»Vi har jo efterhånden opbygget en vis ekspertise i at arrangere stand-up, og vi stiller os gerne til rådighed, hvis Claus Reiss og Studenterhus Århus har brug for en hånd,« siger Jesper Holger, der skal se finalen 2. maj.
Det skal komikerne Viggo Sommer og Jan Svarrer også. De skal nemlig være dommere.