Efter ni år i folkeskolen var det ikke lykkedes for lærerne at få den ordblinde Mikkel Jensen fra Nykøbing Mors til at stave sig igennem et Anders And-blad.
Forældre tog konsekvensen og sendte ham til en specialskole i to år.
Resultat: En søn, der kunne læse og en regning på 110.000 kroner. En regning, forældrene ville have Thisted Kommune til at betale.
Men den går ikke, afgjorde Vestre Landsret tirsdag. Forældrene må selv betale for udgiften.
Familien mente sammen med fagforbundet 3F, at Thisted Kommune havde svigtet deres ansvar over for Mikkel Jensen, og de anlagde derfor en erstatningssag mod kommunen.
Men Landsretten har altså frikendt kommunen for at betale de 110.000 kroner for efterskoleopholdet.
»Skolen svigtede, for jeg lærte jo ikke at læse, før jeg kom på ordblindeefterskole og fik den undervisning, som jeg havde behov for. Det vigtigste er ikke erstatningen, men at Thisted Kommune skulle have nogen over næsen for deres svigt,« siger Mikkel Jensen til 3f.dk.
Han er i dag 18 år og arbejder på en maskinstation.
Også 3F’s formand, Poul Erik Skov Christensen, er skuffet. Han glæder sig dog over opmærksomheden, som sagen har skabt.
»At skabe opmærksomhed for en klemt gruppe var også et af formålene med at anlægge sagen. Så vidt vi er informeret, har sagen fået mange kommuner til at investere i nye undervisningsmidler og IT-udstyr til deres ordblindeundervisning. Formentlig en reaktion for at undgå ubehagelige sagsanlæg,« siger Poul Erik Skov Christensen.