Dagens kedelige tal fra Danmarks Statistik, der viser, at dansk økonomi er skrumpet i de seneste seks måneder skal tages med et gran salt.
Det er budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der lægger vægt på, at der er tale om foreløbige tal.
"Optimismen er der på alle underliggende indikatorer. Det kan I også se på den prognose, vismændene har lagt frem, som går hånd i hånd med Finansministeriets prognoser. Der er en stigende beskæftigelse i den private sektor og en stigende eksport," siger han til en flok reportere udenfor Folketingssalen, hvor politikkerne lige nu er i gang med afslutningsdebatten.
Løkke erkender, at væksten er gået i stå, men det forklarer han med, at forbrugerne holder på pengene. Og det kan meget vel være de politiske modstanderes skyld, mener han.
"Der er en tendens til, at danskerne holder lidt på pengene. Det kan være, de frygter, at der kommer en regering, som vil sætte skatter og udgifter op eller indfører boligskatter, så man skal gemme til værre tider," siger han med tydelig adresse til regeringsalternativet S-SF.
Tidligere i formiddag holdt Løkke tale som åbning på afslutningsdebatten.
Her betonede han, at regeringen har bragt Danmark sikkert gennem krisen.
"Med krisen bag os, har vores opgave i dette folketingsår været at se frem. At skabe balance mellem offentlige udgifter og indtægter i 2020. Den opgave har vi løst," sagde han.