De amerikanske aktiemarkeder lukkede med en pæn stigning tirsdag, hvor vælgerne gik til stemmelokalerne for at afgøre, om USA's næste præsident hedder Barack Obama eller Mitt Romney.
Flere investorer mener, at den republikanske udfordrer kan gå hen og vinde en overraskende sejr, hvilket vil påvirke aktierne inden for forsvars- og energiområdet.
Dow Jones-indekset steg med 1,02 procent, mens S&P 500-indekset gik op med 0,78 procent.
Teknologiindekset Nasdaq steg 0,41 procent.
Den generelle vurdering er, at Wall Street vil foretrække Romney frem for Obama, fordi republikaneren går ind for lavere skatter i forbindelse med investeringer.
De fleste i forretningsverdenen ønsker sig dog først og fremmest et klart valgresultat, som vil gøre regeringen i stand til at arbejde for at afværge, at USA falder ud over den økonomiske afgrund - den såkaldte "fiscal cliff".
- Præsidentvalget er for tæt til, at noget er afgjort, siger Patrick O'Hare fra Briefing.com, der forudser, at det vil blive en lang nat, før der foreligger et resultat.
- Men lad os da håbe, at vi på denne tid i morgen ved, hvem der er valgt til præsident. Der er risiko for, at vi ikke ved det, og det vil ikke være en god ting, tilføjer han.
/ritzau/AFP