Optænding i brændeovn koster ældre mand livet på Lolland

Da en kvinde søndag morgen vendte hjem efter en spadseretur med hunden, stod huset i flammer.
Tilsyneladende gik noget galt i forbindelse med optænding i en pejs på Lolland tidligt søndag.
Tilsyneladende gik noget galt i forbindelse med optænding i en pejs på Lolland tidligt søndag. Foto: Pressefoto, Falck/Free

Liget af en mand er nytårsdag blevet fundet i en landejendom syd for Sakskøbing, efter at huset søndag brændte. Efter alt at dømme er den afdøde husets 75-årige beboer.

- Han er fundet død på badeværelset, og umiddelbart mener man, at branden er opstået som følge af en optænding i en brændeovn, der er gået galt, siger vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Både mandens samlever og en chauffør i en lastvogn slog uafhængigt af hinanden alarm om ilden i huset i Slemminge søndag morgen.

Ilden udviklede sig meget voldsomt, og skaderne er så omfattende, at ejendommen er styrtet sammen. Kun ydermurene står tilbage.

Mandens kvindelige samlever var ikke hjemme, da ulykken skete. Hun var ude for at gå tur med hunden.

Allerede søndag sagde politiet, at man formodede, at manden var død, men først mandag har det altså været muligt at gennemsøge huset.

For at klarlægge dødsårsagen er næste skridt nu at obducere den afdøde.

Mandens samlever er orienteret om dødsfaldet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.