Optælling: Militærstøttet parti fører i Thailand
Tilhængere af oppositionspartiet Pheu Thai følger spændt med i offentliggørelsen af de første resultater af parlamentsvalget i Thailand søndag. Det er det første valg efter militærkuppet i 2014. Athit Perawongmetha/Reuters
Tal fra Thailands valgkommission viser en overraskende føring til landets promilitære parti.

Partiet Palang Pracharat, der er tæt på Thailands militærstyre, fører ved søndagens valg, hvor 90 procent af stemmerne er talt op, meddeler valgkommissionen.

Partiet har indtil videre fået omkring 7,0 millioner stemmer, viser den foreløbige optælling.

Nummer to er oppositionspartiet Pheu Thai, der indtil videre har fået 6,6 millioner stemmer, meddeler valgkommissionen ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Et nyt parti, Fremtiden Forude, som især er populært blandt yngre vælgere, har indtil videre fået omkring 4,8 millioner stemmer.

Det foreløbige resultat tyder på, at den nuværende premierminister og leder af militærstyret, Prayuth Chan-ocha, har en pæn chance for at blive siddende som regeringsleder.

Det foreløbige resultat ligger ikke på linje med en meningsmåling, der spåede sejr til oppositionen.

Målingen blev foretaget tre dage inden valget og blev publiceret umiddelbart efter, at valgstederne var lukket søndag klokken 11 dansk tid.

Et uofficielt resultat ventes offentliggjort mandag klokken 05.00 dansk tid, siger valgkommissionens formand ifølge Reuters. Dette resultat skulle være kommet klokken 15.30 søndag, men er udskudt.

Vælgerne i Thailand skal vælge 500 medlemmer af parlamentets underhus. De 500 medlemmer skal, sammen med 250 medlemmer af Senatet, som militærstyret udpeger, sammen vælge landets næste premierminister.

Omkring 51 millioner thailændere kunne stemme ved søndagens valg. Tidligere søndag vurderede valgkommissionen, at omkring 80 procent af dem havde gjort brug af deres stemmeret.

/ritzau/

via Listen To News