Ritzau
Opdateret kl. 23:54
Flertallet er bekræftet for den franske præsident Emmanuel Macrons parti, La République En Marche (LREM) og dets valgpartner.
Med 96 procent af stemmerne talt op har LREM sammen med MoDem søndag aften sikret sig 325 af de 577 pladser i parlamentets underhus, Nationalforsamlingen.
Det viser tal fra det franske indenrigsministeriums optælling.
La République En Marche har sikret sig 285 pladser, og det mindre parti MoDem har sikret sig 40 pladser, viser den foreløbige optælling.
Prognoser viser, at alliancen kan regne med et endnu større flertal, når alle stemmesedlerne er talt op.
Der skal 289 pladser til at have et absolut flertal i parlamentets underhus.
Flere meningsmålinger havde inden valget peget i retning af, at Macrons alliance ville få mindst 400 af de 577 pladser, de franske partier kæmper om.
De foreløbige resultater viser, at valgets næststørste parti, Republikanerne, har sikret sig 106 pladser i Nationalforsamlingen.
Socialistpartiet får knap seks procent af stemmerne og er sikret 28 pladser.
En af parlamentsvalgets helt store tabere er det højreorienterede Front National.
Trods en vælgeropbakning på knap ni procent giver det foreløbig kun otte pladser til partiet, efter 96 procent af stemmerne er talt op.
Partiets frontfigur, Marine Le Pen, får en af de otte pladser og er valgt ind i parlamentet for første gang. Hidtil har hun haft plads i Europa-Parlamentet.
/ritzau/