For en baby betyder mad alt. Det er på en og samme gang overlevelse, omsorg og kærlighed, Denne helt basale erfaring ligger dybt i mennesket, og derfor er det en gammel tradition at koge suppe til naboen, når husstanden er ramt af sorg.
»Hjemmelavet suppe er både mad og en måde at vise sin omsorg på,« fortæller Jane Aamund i sin nye bog, Janes Køkken , som udkom onsdag i denne uge på hendes 70-års fødselsdag.
Mere end ernæring
Bogen er en hyldest til det gode måltid og alle de følelser og traditioner, der ligger gemt (og glemt) i vores madkultur. Vi har nemlig stort set glemt, at vejen til hjertet går gennem maden. Mad er ikke legal at forbinde med følelser, for så tænker vi straks på spiseforstyrrelser, fedme eller hjerte-kar sygdomme, og det har fortrængt glæden ved mad:
»I min familie var de madglade og tykke, men de havde ikke psykiske problemer,« konstaterer Jane Aamund, og så går det ellers over stok og sten med herlige madopskrifter, hvor der hverken er sparet på smør eller fløde.
Helle Brøndum Carlsen, der har skrevet afhandling om mad og æstestik, og som er madanmelder, er helt enig i, at vi i dag har glemt, hvor vigtig mad er for vores livskvalitet:
»I dag underkender vi betydningen af mad. Vi tænker i tyk eller tynd og sund eller usund. Men mad er meget mere, og det er sygehusene det bedste eksempel på. Når man spøger, hvorfor maden er så kedelig, er svaret altid, at den er ernæringsrigtig. Men det er jo ikke nok. Syge mennesker har også brug for omsorg og kærlighed, og det kan god og nuanceret mad være en del af,« siger Helle Brøndum Carlsen.
Hun forklarer, at halvdelen af betydningen af mad til alle tider og i alle kulturer altid har været overflødig, ernæringsmæssigt set. For mad skal helst være lige dele ernæring, nydelse og glæde.
»Brød er et godt eksempel. Det har alle mulige former og navne, men det er jo bare brød. Alligevel er det ikke det samme brød, du spiser til morgenmad og til aftensmad. For brød har en symbolværdi, og det fortæller en historie, som indgår i vores madforståelse,« forklarer Helle Brøndum Carlsen.
Janes køkken ¿ mad og historier , Jane Aamund, 176 s., 249 kroner, Høst&Søn, netop udkommet