En af de tunge drenge i dansk erhvervsliv, Novo-direktør Lars Rebien Sørensen, kritiserer nu både regeringen og oppositionen i skarpe vendinger for deres håndtering af dansk økonomi.
Rebien snakker ligefrem om et "ledelsessvigt". Det skriver Berlingske Tidende.
"De tiltag, vi har set fra regeringen, og de forslag, oppositionen har lagt frem, rækker slet ikke, hvis vi skal have råd til at bevare og udvikle velfærdssamfundet," siger Lars Rebien Sørensen til Berlingske Tidende.
Novo-direktøren finder situationen så alvorlig, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Scmidt, og statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), skal droppe det politiske spil og sammen lave en ti-års plan for dansk økonomi.
"Statsministeren og Socialdemokraterne må droppe det almindelige politiske spil, komme ud af den nuværende fastlåste position og i stedet finde sammen om de løsninger og beslutninger, som Danmark har behov for," siger Lars Rebien Sørensen til Berlingske Tidende.
Kritikken kommer på dagen, hvor topmødet i regeringens Vækstforum starter.