Manchester United tabte tirsdag aften et stort skridt i kampen om en plads i top-4 i Premier League. Og i den anden ende rykkede Fulham endegyldigt ud.
Ude mod Wolverhampton tabte United 1-2 og missede dermed muligheden for at kravle tilbage i det sjove selskab, der giver adgang til Champions League.
Ole Gunnar Solskjærs mandskab er på femtepladsen med samme antal point som Tottenham. Men Tottenham har spillet en kamp færre, og det samme har Chelsea på sjettepladsen.
Det startede ellers fornuftigt for United.
Den 22-årige skotte Scott McTominay havde fået chancen fra start, og han kvitterede med at bringe United på 1-0 efter 13 minutter med et tørt, fladt hug.
Men så sluttede de gode nyheder ellers også for United.
Wolverhampton straffede en ringe førsteberøring fra brasilianeren Fred i det 25. minut. Diego Jota slap fri og udlignede bag David de Gea.
Efter pausen blev United-kaptajn Ashley Young udvist, da han fik sit andet gule kort og måtte gå tidligt i bad.
Det gjorde arbejdsvilkårene betydeligt sværere for United, som indkasserede lidt af et kludemål med 13 minutter igen af den regulære spilletid.
United fik ikke afværget et indlæg, og Chris Smalling bugserede uheldigt bolden i eget net.
Fulham skulle bruge mindst et point ude mod Watford for at holde håbet om overlevelse i live.
Det lykkedes ikke for holdet, som for nylig fyrede Claudio Ranieri og gjorde den tidligere midtbanespiller Scott Parker til midlertidig manager.
Hollænderen Ryan Babel gav Fulham lidt håb undervejs i første halvleg, men med tre scoringer efter pausen cementerede Watford Fulhams nedrykning.
Dermed er to ud af tre nedrykningspladser afsat, efter at Huddersfield i weekenden blev sendt ud af den bedste engelske fodboldrække.
/ritzau/