Det kommer til at koste flere hundrede millioner kroner at rydde op i den forurenede Kærgaard Klitplantage i Vestjylland. Dermed bliver oprydningen langt dyrere end ventet.
Ifølge rapporten bliver prisen for oprydningen mellem 40 og 170 millioner kroner i startomkostninger. Herefter vil projektets drift koste mellem syv og 25 millioner kroner om året i op til 100 år.
De nye tal kommer fra en netop offentliggjort rapport om forureningen i Kærgaard Klitplantage, udarbejdet af Ribe Amt og Miljøministeriet.
Rapporten fastslår, at forureningen er langt mere kompliceret end forventet på trods af, at den mængde kemikalier, der siver ud fra giftdepotet er mindre end tidligere antaget. Miljøministeriet fastslår i en pressemeddelelse, at det er muligt at komme forureningen til livs.
Forureningen i plantagen stammer tilbage fra 1956, hvor staten gav Grindstedværket til at grave affald fra medicinproduktion ned i plantagen. De næste 20 år blev knap 300.000 kubikmeter spildevand deponeret i plantagen, blot 400 meter fra strandkanten.
Forureningen betød, at badestranden ud for plantagen blev ødelagt, og det fik politikerne til at undersøge forureningen.
I de seneste 10 år er forureningen blevet overvåget, og tidligere undersøgelser har vist, at der årligt strømmer omkring 16 tons kemikalier fra det forurenede område ud i havet.
Den netop offentliggjorte rapport blev bestilt i foråret 2005.