Efter en uges næsten konstant regn har en opklaring i vejret lørdag gjort det muligt for tusinder af indbyggere i den indonesiske hovedstad Jakarta at påbegynde oprydningen og rengøring af deres oversvømmede hjem, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge lokale myndigheder er cirka 117.000 personer stadig hjemløse, mens 57 er døde som følge af oversvømmelserne, der er de værste siden 2002.
I Petamburan-området midt i Jakarta var gaderne stadig dækket af mudder, mens lugten af gammelt affald fyldte luften. Midt i det hele kunne man se mennesker, der forsøgte at tørre gennemblødte madrasser og møbler.
Frygten for en opblomstring af sygdomme som diarré og kolera lever dog i bedste velgående, da det stadig er svært at få rent vand mange steder. Myndigheder vil i løbet af lørdagen gå i gang med at rense flere områder, hvor der vil blive sat særligt fokus på brøndene.
Selv om regnen umiddelbart ser ud til at lette, er der stadig flere uger tilbage af regnsæsonen, hvilket får meteorologer til at advare om muligheden for mere regn.