Oprørsgruppe debuterer som parti ved valg i Colombia

Efter et halvt århundrede med væbnet konflikt går den tidligere oprørsgruppe Farc søndag til valg som parti.
Den tidligere marxistiske oprørsgruppe Farc er omdannet til et politisk parti og debuterer søndag ved valget til kongressen i Colombia.
Den tidligere marxistiske oprørsgruppe Farc er omdannet til et politisk parti og debuterer søndag ved valget til kongressen i Colombia. Foto: Stringer/arkiv/Reuters

For første gang i flere år kan Colombia søndag afholde valg til landets nationalforsamling uden at skulle tage stilling til trusler om voldshandlinger fra regeringsfjendtlige oprørsgrupper.

Den tidligere guerillabevægelse Farc er omdannet til et politisk parti. Det er sket i forbindelse med en historisk aftale mellem gruppen og regeringen, der blev indgået i 2016.

Den mindre oprørsgruppe ELN har oplyst, at den vil lægge våbnene, når landet søndag skal vælge en ny nationalforsamling.

Præsident Juan Manuel Santos har forsøgt at indgå en permanent aftale med ELN. Bestræbelserne er dog blevet afsporet flere gange på grund af nye angreb udført af gruppens medlemmer.

Valgdeltagelsen er traditionelt lav i Colombia, hvor omkring 60 procent af de stemmeberettigede normalt undlader at stemme.

Men udfaldet af valget er stadig vigtigt for fredsprocessen i landet.

Valget kan bane vejen for højrefløjspolitikere i landet, der vil bruge den økonomiske krise i det socialistiske naboland Venezuela til at påvirke vælgerne.

Flere højrefløjspolitikere har i øvrigt krævet ændringer af den aftale, der blev indgået mellem Farc og regeringen.

Aftalen indebærer blandt andet, at mindst ti af kongressens 280 sæder er reserveret til Farcs kandidater.

Farc skal dog stadig deltage ved valget. Alle meningsmålinger tyder på, at partiet må nøjes med de ti sæder i kongressen.

- Selv om de nok ikke får det resultat, de havde håbet på, så er valget en mulighed for Farc til at positionere og etablere sig og fokusere på det, der i virkeligheden interesserer partiet: valget til borgmester- og guvernørposter i 2020, siger Carlos Arias Orjuela, politisk konsulent ved Externado-universitetet.

Partiet Farcs leder, Rodrigo Londono, meddelte torsdag, at han har haft et hjerteanfald. Det betyder, at han ikke - som planlagt - stiller op ved det kommende præsidentvalg i maj.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.