Det dårlige resultat ved kommunalvalget sender chokbølger gennem SF. Flere kommunale politikere opfordrer nu partileder, Annette Vilhelmsen, til selvransagelse, efter det står klart, at partiet har fået mere end halveret sit mandatantal på landsplan. Det skriver Jyllands-Posten.
Utilfredsheden er så udtalt, at flere lokale SF'ere nu taler åbent om et formandsskifte. Og her er den mest oplagte kandidat som Vilhemsens afløser Lejres borgmester, Mette Touborg, som fik et enestående godt valg og genvandt magten i den midtsjællandske kommune.
- Hun er en dygtig leder og en karismatisk person, så når engang Annette ikke gider mere, så kunne man godt køre Mette i stilling, siger Kristine Bille (SF) til Jyllands-Posten. Hun blev væltet af pinden som borgmester på Syddjurs.
Torben Hansen (SF), der har tabt viceborgmesterposten i samme kommune, er enig.
- Hun kan sælge billetter på end anden måde, end Annette kan, siger han og tilføjer: Hun har også alderen til det og måske også lidt mere tække. Annette er måske mere lidt lukket. Så jeg ser det absolut som en mulighed - uden at jeg på nogen måde skal anfægte Annettes ledelse lige nu, siger han til Jyllands-Posten.
Karsten Hønge blev genvalgt for SF i Region Syddanmark. Men han betegner det som et "katastrofalt valg" og "den farligste situation", SF har været i.
- Vi har nu lillebrorpositionen på venstrefløjen, hvor projektet er uklart. Intet skal være helligt, når vi diskuterer, hvor vi skal hen med det her parti, siger han til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten
Newspaq