Hotel D'Angleterre er vant til at byde verdens mest magtfulde mænd og kvinder velkommen til København. I nat gjorde de det igen, da den kendte talkshow-vært Oprah Winfrey i ly af natten tjekkede ind, erfarer eb.dk.
Oprah, som ligger nummer 41 på listen over verdens mest magtfulde kvinder, ankom til hotellet et par timer over midnat og har, ligesom de andre verdenskendte personligheder, fået en hel etage for sig selv.
Og sikkerhedsopbuddet er enormt. Selv på hotellets gange er politiet massivt til stede.
Hotellet, som ligger på Kongens Nytorv i centrum af København, har også indlogeret prinsen af Qatar, det spanske kongepar og fodboldlegenden Pelé.
De fornemme gæster er blot nogle af dem, der skal kaste glans over København de næste par dage i anledningen af IOC-ballet.
D'Angleterre vil ikke selv kommentere eller bekræfte, hvorvidt de fornemme gæster bor på hotellet eller ej.