Tre mænd blev onsdag morgen reddet op fra Stillehavet, efter at deres oppustelige katamaran var blevet angrebet og ødelagt af hajer.
De to russere og en franskmand i alderen fra 28 til 63 år var på vej fra øriget Vanuatu til Cairns i det nordøstlige Australien, da det skrøbelige skrog blev angrebet voldsomt af hajer.
- Begge skrog på fartøjet var beskadiget efter adskillige hajangreb, lød det fra den australske redningstjeneste AMSA.
De tre mænd ombord på båden, da den var i Fiji i slutningen af juli. Russian Ocean Way/Reuters/Ritzau Scanpix
Det ni meter lange fartøj var delvist på vej til at synke, da besætningen udsendte et nødopkald. Det blev opfanget af AMSA, som anmodede om assistance fra fragtskibet Dugong Ace, der var i området, cirka 835 kilometer fra Cairns.
AMSA sendte også et redningsfly til området, men det var fragtskibet, der fik reddet de tre mænd ud af den penible situation.
På billederne kan man se, at hajerne har taget en “stor bid” af skroget på katamaranen, ligesom den ene ende af fartøjet er sunket ned i vandet.
- Der er mange grunde til, at fartøjer bliver angrebet af hajer. Men motivationen for disse hajer er uklar, lød det fra Joe Zeller, vagthavende hos AMSA.
- De tre mænd var meget glade for at blive reddet, og de er alle sunde og raske, sagde Zeller.
Evgeny Kovalevsky, Stanislav Berezkin og Vincent Thomas Etienne var tre glade mænd efter redningen. Russian Ocean Way/Reuters/Ritzau Scanpix