Et tilbud om praktik, jobtræning og en fed økonomisk gulerod, hvis de rejser hjem løser ikke problemet for de 500 afviste irakiske asylansøgere, mener oppositionen.
Regeringen indgik tidligere i dag en aftale med Dansk Folkeparti om de afviste asylansøgere, der sidder i de danske asylcentre på sjette år.
- Aftalen svarer ikke på det vigtigste af alt, nemlig hvor lang tid de stakkels mennesker skal sidde i de danske asylcentre, siger De Radikales udlændingeordfører Simon Emil Ammitzbøll.
Hver voksen asylansøger vil modtage 30.000 kroner for at rejse hjem, mens hvert barn vil modtage 15.000 kroner. Derudover vil det være mulighed for, at familien kan få en iværksætterydelse på 11.000 kroner, hvis familien vil starte egen virksomhed i hjemlandet.
Men det tilbud falder ikke i Socialdemokratiets smag.
- Det her er et revolvertilbud, hvor det først og fremmest handler om at lokke folk til udrejse fremfor at sikre dem ordentlige forhold. Man siger: Tag imod tilbuddet, eller vi tvangshjemsender dig uden nogen form for hjælp ved førstkommende lejlighed . Det er ikke særlig kønt, siger integrationsordfører Lotte Bundsgaard (S).