Ifølge en meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2, kan Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og De Radikale nu samle 90 mandater, hvilket er nok til at sikre nøglen til Statsministeriet.
Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti ville få 85 mandater.
"Det er et wakeup-call til regeringen og Dansk Folkeparti. De er nu bagud i meningsmålingerne. I bund og grund er regeringen slidt ned og folk vil have forandring. Politireformen skranter, udlændingepolitikken går skidt og bandekriminaliteten florerer," siger TV 2's politiske komentator, Peter Lautrup Larsen.
I oppositionen er det Villy Søvndal og SF, der trækker det store læs, med hele 32 mandater. Det er fremgang på to mandater for det populære parti.
Ved et valg ville den store taber blive Liberal Alliance, der står til at ryge helt ud af Folketinget.
-Newspaq