Præsidentvalget i Mali har været så præget af beskyldninger om vold, valgsvindel og lav valgdeltagelse, at oppositionskandidaten Soumaila Cisse på forhånd afviser at godtage resultatet.
Han opfordrer i stedet befolkningen til at "rejse sig".
Stemmerne er stadig ved at blive talt op efter anden runde af præsidentvalget, hvor Cisse er oppe imod den siddende præsident, Ibrahim Boubacar Keita.
- Svindlen er bevist, derfor vil vi ikke acceptere resultaterne, siger Cisse i en udtalelse i sit partis hovedkvarter i Bamako.
- Jeg opfordrer alle maliere til at rejse sig. Vi vil ikke acceptere svindlens diktatur, siger Cisse.
Den foreløbige optælling viser, at præsident Keita har en klar føring over den tidligere finansminister.
Men både Cisse og andre af oppositionens kandidater har gentagne gange beskyldt regeringen for at fifle med optællingen og have proppet ekstra stemmesedler i boksene på valgstederne.
Desuden var der store uregelmæssigheder ved valget.
Næsten 500 valgsteder kunne ikke åbne søndag. Det var først og fremmest i de områder af Mali, der er præget af etniske spændinger og vold fra islamistiske grupper.
På valgdagen blev en valgtilforordnet dræbt.
Valgdeltagelsen lå på kun 22,38 procent, oplyser lokale observatører fra den uafhængige organisation Pocim.
/ritzau/AFP