Socialdemokraterne og SF er forundrede over, at forsvarets auditører endnu ikke har afhørt forsvarsminister Søren Gade (V) i sagen om den arabiske oversættelse af den omstridte jægerbog, 'Jæger - i krig med eliten.'
19 personer er ind til videre afhørt i sagen, men én person glimrer ved sit fravær - forsvarsministeren.
Det var ellers Søren Gade (V), der efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn tilbage i september nævnte over for de forsamlede journalister, at bogen var blevet oversat til arabisk.
"Jeg går ud fra, at alle sten bliver vendt i denne sag. Hvis det ikke er tilfældet, og Søren Gades rolle ikke bliver afdækket, så må vi se på det efterfølgende, og så kan det godt være, at der er brug for en mere uvildig undersøgelse," siger SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen til Newspaq.
Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen er enig.
"Jeg kan ikke forestille mig, at Søren Gade ikke bliver afhørt af auditørerne, og jeg kan ikke forestille mig, at Søren Gade ikke selv er interesseret i at forklare sig," siger han til Newspaq.
John Dyrby Paulsen håber, at auditørerne er færdige med deres undersøgelse - inklusive forhør med Søren Gade - i løbet af februar.
Ifølge Jyllands-Posten tyder intet på, at Søren Gade vil blive afhørt. Sidste afhøring fandt nemlig sted i november.
Torben Koch, advokat for forsvarets tidligere it-chef, Jesper Britze, vil nu skrive til auditørerne og begære Søren Gade afhørt.
Forsvarets auditører efterforsker to forskellige sager, som udspringer af jægerbogen. I den ene sag undersøger auditørerne, om bogens forfatter Thomas Rathsack har overtrådt sin tavshedspligt ved at viderebringe fortrolige oplysninger.
I den anden sag undersøger auditørerne, om Jesper Britze og forsvarets tidligere kommunikationschef, Lars Sønderskov, har overtrådt den militære straffelovs bestemmelser om pligtforsømmelser.