Skrevet i samarbejde med Anna Rossman Thejsen
En tur på ministerens kontor.
Forsvarsminister Søren Gade (V) bør give sin forsvarschef Jesper Helsø en advarsel, efter det er kommet frem, at Helsø har deltaget i en jagttur betalt af svenske våbenproducenter.
Det mener SF s forsvarsordfører Holger K. Nielsen.
- Det er dybt betænkeligt at sige ja til sådan en tur. Forsvarsministeren bør fortæller Jesper Helsø, at man ikke bare tager på selskabelige ture med våbenproducenter, når man selv står over for at skulle købe våben af dem, siger Holger K. Nielsen til Avisen.dk.
Han vil samtidig spørge Søren Gade, om han har helt styr på, om forsvaret handler med firmaer, der benytter sig af korruption.
Jesper Helsø sagde i januar 2006 ja tak til en jagttur til Estland, der viste sig at være økonomisk støttet af de svenske våbenproducenter Saab og Hägglunds. Måneden forinden turen havde det danske forsvar købt infanterikøretøjer for 1,6 milliarder kroner af netop Hägglunds.
Også Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby undrer sig over forsvarschefens valg:
Det er da underligt, at man ikke lige undersøger, hvem der betaler turen. Især når der ingen officielle møder var på turen. Det bør man gøre, siger han.
Socialdemokraternes forsvarsordfører Poul Andersen vil have forsvarsministeren ind i sagen:
- Jeg har en klar forventning om, at forsvarsministeren med det samme vil undersøge, om forsvarschefen har begået noget ulovligt ved at tage på den tur sammen med leverandører, siger Poul Andersen.
Han vil dog ikke på forhånd ind på, hvilke konsekvenser vildsvinejagten bør få for forsvarschef Jesper Helsø.
- Vi skal jo ikke dømme manden, før vi har fået undersøgt sagen til bunds og afklaret, om han har overtrådt reglerne eller ej, siger han.