Tyrkiets største oppositionsparti, CHP, erklærer sejr i alle landets tre største byer ved søndagens lokalvalg.
Det oplyser partiformanden sent søndag aften.
Han siger, at partiets egne tal viser, at CHP's borgmesterkandidater har vundet over præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti, AKP, i Ankara, Istanbul og Izmir samt en række andre byer.
Det er ikke endeligt bekræftet - og AKP har også erklæret sejr i Istanbul. I byen med de 15 millioner indbyggere er der tale om en reel valggyser, efter at knap 99 procent af stemmerne er talt op.
Af de over otte millioner optalte stemmesedler skiller færre end 5000 stemmer de to partiers kandidater, meddeler tyrkisk tv.
Men ifølge tyrkisk tv er det AKP's borgmesterkandidat, tidligere premierminister Binali Yildirim, der fører kapløbet. Yildirim har været ude og erklære sig som vinder af duellen i Istanbul.
Men oppositionens kandidat, Ekrem Imamoglu, betegner det som "manipulation" og henviser til, at der stadig tælles stemmer.
Yildirim har fået 4.111.219 stemmer mod 4.106.776 til oppositionens borgmesterkandidat, lyder status med 98,8 procent af stemmerne talt op.
AKP går frem på landsplan, viser optællingen, efter 90 procent af stemmerne er talt op. AKP har på landsplan fået 45 procent af stemmerne, mens CHP får omkring 30 procent.
Men præsident Erdogan erkender, at partiet også har tabt terræn nogle steder. Især har AKP lidt et smerteligt nederlag i den tyrkiske hovedstad, Ankara, hvor oppositionen genvinder den vigtige borgmesterpost.
- Der er skrevet historie i Ankara, siger CHP's næstformand, Haluk Koc, i en tale til tusindvis af jublende tilhængere uden for partiets hovedkontor i Ankara.
Først på aftenen så det ellers ud til, at AKP havde taget føringen i begge Tyrkiets to vigtige storbyer, Ankara og Istanbul.
Et nederlag i en af byerne vil afslutte næsten 25 års AKP-styre i de to storbyer og svække Erdogan.
Forud for valget indgik det republikanske folkeparti CHP en alliance med Iyi-partiet.
Lokalvalget, der ikke mindst er en kamp om de vigtige borgmesterposter, ses som en test på Erdogans popularitet i befolkningen.
En økonomisk krise og en svækket tyrkisk lira er nogle af hovedårsagerne til, at Erdogan og AKP mister opbakning.
Krisen vækker bange anelser hos mange tyrkiske vælgere, som tænker tilbage på landets valutakrise sidste år.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters