"Vi har givet mulighed for at tage afdragsfrit lån, men hvis ikke man kan holde til at sidde med et afdragsfrit lån, så er det ens eget ansvar."
Sådan lød ordene fra skatteminister Kristian Jensen (V) i Berlingske i dag som led i hans nyerklærede 'opgør med forbrugermentaliteten'. Men synspunktet vækker harme hos oppositionen.
"Det er en meget arrogant udtalelse. Regeringen har selv været med til at indføre de afdragsfrie lån, som gjorde lånemarkedet ekstremt uigennemskueligt for rigtig mange boligejere, og som har skubbet til den økonomiske krise, som vi ser lige i øjeblikket," siger SF's boligordfører Nanna Westerby.
Også i den socialdemokratiske lejr ryster man på hovedet af Kristian Jensens udtalelse.
"Skatteministerens udtalelse er en direkte hån mod de trængte boligejere. Samtidig er det en fraskrivelse af regeringens ansvar for at sikre stabiliteten i den finansielle sektor. Regeringen har gennem de seneste år lukket øjnene fuldstændigt over for de risici, de nye lånemuligheder førte med sig," siger Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov.
Samtidig mener Bødskov, at regeringen har undgået enhver form for kritisk dialog med bankerne.
Nanna Westerby er enig i, at regeringen samt bankernes dårlige rådgivning bærer en stor del af skylden for de privatøkonomiske problemer, danskerne støder på i denne tid.
"Jeg synes, det er ansvarsforflygtigelse fra regeringen at sige, at ansvaret ligger hos dem, der har taget de afdragsfrie lån. Boligejerne har haft rigtig svært ved at se, hvor meget de kunne sidde for om måneden, og hvilken betydning de afdragsfrie lån havde for dem. Lånemarkedet var så uigennemskueligt, at man næsten skulle have en økonomuddannelse for at gennemskue det."
I dag er 90 procent af alle nye lån af typen F1, som er den billigste og mest risikable lånetype. Afdragsfrie lån blev indført i 2003.