Margrethe Vestager har været meget ivrig for at være med i inderkredsen omkring Fogh og hans skatteaftale – men De Radikale vil også gerne signalere opposition. Hvad er deres sande forhold til Fogh egentlig? Afhængigt af muligheden for taburetter?

I forbindelse med lederskiftet hos De Radikale blev deres politiske strategi – efter nogen turbulens – lagt om. De er nu åbenbart parat til at give Fogh endnu fire år som statsminister. Det kan undre, hvor det politiske interessefællesskab er, og hvordan det er opstået. At De Radikales skattepolitik er dybt asocial og ulighedsskabende, ved vi godt. Men hvad med de øvrige politiske områder, hvor de – i hvert fald indtil for nylig – var i klar opposition? Kan de ligefrem støtte Foghs udenrigspolitiske linje?

Tager de ansvar?

Fogh har fortsat sin forgængers politik med at koncentrere stadig mere udenrigspolitik i Statsministeriet, mens Udenrigsministeriet – med talrige nedskæringer – i en række sager nærmest har fået funktion af ambassadestyrelse. Kombinationen af manglende udenrigspolitisk ekspertise i Statsministeriet, statsministerens egenrådighed og en ekstrem reaktionær politik har ført dansk udenrigspolitik langt ud, hvor vores naboer har vendt os ryggen. Danmarks internationale omdømme har lidt stor skade under Fogh.

Fogh har klart demonstreret, at han ikke evner udenrigspolitik. Danmark blev ført i krig i Irak på en løgn og trukket ud igen på en endnu tykkere løgn. Irak-krigen og en dilettantisk håndtering af tegningkrisen tilbage i 2005-06 viser, at statsministeren også på det udenrigspolitiske område er en farlig mand for Danmark. Er De Radikale parat til at tage politisk ansvar i lignende sager i fremtiden?

Træd i karakter

Danmarks udenrigspolitiske linje trænger i det hele taget til debat – og til et kursskifte. Foghs parløb med Bush har været med til at underminere FN’s position. Vil De Radikale lægge stemmer til det? Verdenssamfundet har behov for at genskabe tilliden til det multilaterale system, som har lidt så megen skade under amerikansk enegang de seneste år.

Det skal sikre øget politisk stabilitet og fred, større social lighed og vil også være den bedste måde at varetage Danmarks udenrigspolitiske interesser på.Hertil kommer massive besparelser på Danmarks internationale bistandssamarbejde. Fogh-regeringen har alene de fem første år sparet over 14 milliarder kroner på ulandsbistanden! Hvor tunge lodder vil De Radikale lægge i vægtskålen for u-landsbistanden?

Jeg håber, paritet vil træde i karakter som del af den opposition, der igen vil gøre Danmark til en progressiv spiller på den internationale scene.

Men spørgsmålet er: Er de på oppositionens eller opportunismens side?