Et makabert syn mødte politiet, da det tirsdag aften trængte ind i en lejlighed i Høje-Taastrup vest for København.
I lejligheden fandt man de opløste lig af en 53-årig kvinde og en 57-årig mand.
De to var gift, og politiet regner med, at manden først har dræbt konen for derefter at tage sit eget liv:
- Han har efterladt et afskedsbrev, så vi regner ikke med, at vi skal ud
og lede efter flere gerningsmænd, siger Steen Ørskov Larsen til Tv2.dk.
Ifølge Ekstrabladet.dk har venner til parret forklaret, at de længe havde haft et stormfuldt ægteskab, der var præget af vold.
- Vi obducerede kvinden i formiddag, og hun er blevet kvalt. Liget af ham er så opløst, at han ikke kan undersøges. Vi formoder, at han har taget en overdosis medicin, siger vicepolitikommissær Stig Ørskov Larsen til Ekstrabladet.dk.
De to personer var kendt i områdets misbrugsmiljø. Naboerne henvendte sig til politiet, fordi de undrede sig over, at parrets postkasse ikke var blevet tømt, og ingen havde set de to i cirka 14 dage.
Ligene er så opløste, at politiet gætter på, at de har ligget der i to uger.