Der skal være et gebyr for udenlandske chauffører, hvis de bruger rastepladsen ved Padborg. Det skal ske for, at kommunen kan hente de 850.000 kroner hjem, som der hvert år bruges på rengøring og vedligeholdelse. Det mener Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Aabenraa Kommune Ejler Schütt. Det skriver TV Syd.
Rastepladsen har kostet en del penge at lave, og den er både udstyret med køkkenfaciliteter og toiletter. Den er anlagt for, at de udenlandske chauffører ikke overnatter på de almindelige rastepladser.
Direktør i vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen, Mogens Therkelsen, synes ikke, forslaget er en god idé. De udenlandske chauffører lægger mange penge i området og bidrager på den måde til økonomien.
- De udenlandske chauffører finder bare andre steder at parkere, hvis kommunen indfører gebyr på P-pladsen i Padborg, siger Mogens Therkelsen til TV Syd.
Han glæder sig over, at det indtil videre kun er Dansk Folkeparti, der har stillet forslaget i Aabenraa byråd.
- Det er bare Dansk Folkepartis sædvanlige måde at markere, at de ikke mener, at udlændinge og udenlandsk arbejdskraft er en god vare. siger Mogens Therkelsen til TV Syd.