I mandags blev liget af en mand fundet i Grønland. Hans to venner er aldrig dukket op. Dem har familie og venner ledt efter i helikopter. Nu opgiver de.
"Vi ville bare så gerne have en grav at gå til," siger Karl Haarr, som er far til den ene forsvundne, Magnar Haarr, ifølge vg.no.
14 venner og familiemedlemmer til de to nordmænd, opgiver nu deres private mission i en lejet helikopter og rejser hjem. Den officielle eftersøgning blev afblæst onsdag.
Jonas Reiestad og Magnar Haarr var sammen med den fundne døde Tormod Aniksdal på fisketur ved Søndre Strømfjord.
Men da de som aftalt ikke dukkede op igen fredag for at blive hentet af en lokal grønlander, blev de efterlyst lørdag. Søndag startede den officielle eftersøgning og mandag blev Tormod Aniksdal fundet druknet tæt på tre rygsække og luftmadrasser.
Der er også fundet kameraer med billeder af de tre venner, som hyggede før uhyggen ramte familie og venner.
Men nu bliver der altså ikke længere ledt efter et svar på, hvordan de endte deres dage.