For mange pårørende svinder håbet om at finde overlevende familiemedlemmer. Mens natten sænker sig over New Zealands østkyst og ruinerne i Christchurch, instilles redningsarbejdet flere steder.
Siden et kraftigt jordskælv ramte byen for halvandet døgn siden er 120 mennesker blevet reddet ud fra ruinerne i live. Senest en kvinde, Ann Bodkin, der havde ligget indeklemt under sit skrivebord i over et døgn.
Men der bliver længere mellem solskinshistorier som denne i den newzealandske by. Indtil videre melder politiet om 75 omkomne og 300 savnede. Men de tal kunne meget let forrykke sig, som håbet om at finde overlevende svinder.
Man regner med at op mod 100 mennesker kan ligge begravet under byens TV-bygning, som politiet netop har opgivet at lede efter overlevende i.
Bygningen er styrtet komplet sammen, og politiet kalder ruinen for 'umulig at overleve'.
Mange af de savnede, der formodes at være omkommet i denne bygning arbejdede på TV-stationen Canterbury TV. I bygningen var også en sprogskole, hvor omkring 10 japanere er savnet.