Allerede om to uger er Justitsministeriet klar med kommissoriet, der skal danne grundlag for kommissionundersøgelsen af mistanken om utidig politisk indblanding i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.
Det oplyser ministeriet over Newspaq.
Når kommissoriet - der definerer hvilke spørgsmål kommissionen skal besvare - er færdiggjort, skal det en tur forbi Folketingets Forretningsudvalg, der kan tilføje kommentarer.
Herefter er ambitionen, at det skal vedtages i Folketinget, forklarer SF's skatteordfører, Jonas Dahl.
"Så er der bredest muligt opbakning til undersøgelsen. Og jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil have noget ændret i kommissoriet. Alle har en interesse i den brede undersøgelse. Derfor tror jeg, det kører ret problemfrit," siger han.
Det er stadig usikkert om kommissoriet kan blive vedtaget inden nytår.
Fra et bredt flertal i Folketinget lyder der opbakning til skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) plan om at nedsætte en kommissionsundersøgelse.
Den skal kaste lys over om Venstre, tidligere ministre eller nogen andre har forsøgt at påvirke Skats afgørelse i Helle Thorning-Schmidts skattesag.
Samtidig undersøger politiet, hvordan det kunne ske, at B.T. kom i besiddelse af den fortrolige afgørelse i den famøse sag blot en uge før folketingsvalget i september.
Opstår der problemer med at få undersøgelsen vedtaget i Folketingssalen kan regeringen gennemføre den på egen hånd, oplyser Folketingets lovsekretariat.