»Ham der, der sad på den høje stol (Svend Auken, red.) måtte tysse flere gange. Man regner jo med, at det foregår ordentligt i Folketinget. Men de var flabede over for hinanden og gik bare rundt og snakkede. Det må være mærkeligt at være ordfører og ikke vide, om der overhovedet er nogen der hører efter.«
Ottende klase fra Ådalens Privatskole i Ishøj på Sjælland overværede i en time Folketingets åbningsdebat i går.
Marie-Louise Christensen, Mahdi Bazara og Nicolas Marinus mødtes bagefter med Nyhedsavisen og Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, foran et solbeskinnet Christiansborg.
Eleverne kalder selv Folketinget for Danmarks største elevråd. Men hjemme i Ishøj opfører de sig altså bedre.
Hård tone
»For det første er der mærkeligt tomt i salen. Og vi må i hvert fald ikke sidde og surfe på nettet og læse aviser, når der er andre, der taler. Det er jo voksne mennesker, så det er lidt mærkeligt, at de laver alt muligt andet,« mener eleverne.
Mette Frederiksen kan godt forstå kritikken. Men kaster sig ud i et helhjertet forsøg på at undskylde eller forklare, alt efter temperament, rigets fremmeste mænd og kvinders opførsel.
»Det kan godt se lidt mærkeligt ud, men der er altså en grund til det. Der er så mange lovforslag, vi skal tage stilling til, så hvis vi hver dag bare skulle sidde og lytte til talerne, kunne vi ikke sætte os ordentligt ind i tingene. Og når vi sidder og læser avis og surfer på nettet, er det for at følge med i vores arbejde. Og hvis nu Nyhedsavisen ringer for at få en kommentar, så går vi ud af salen,« forklarer Mette Frederiksen de lidt skeptiske elever.
De godtager dog forklaringen. Men så er der lige det med tonen. Eleverne har svært ved at forstå, at de voksne taler så flabet til hinanden. Mette Frederiksen vrider sig lidt.
»Ja, tonen kan godt blive for hård. Men det er mest, når vi taler om ting, som folk går virkeligt meget op i. Men der er altså regler. Vi må ikke bande og pege af hinanden, eksempelvis.«
Eleverne kunne godt huske emnerne fra debatten:
»De talte om asylcentre, solidaritet, velfærd og skat.«
Og hvem af politikerne gjorde det så godt?
»Margrethe Vestager (R) virkede meget aktiv og gjorde det flot. Og så Helle Thorning-Schmidt,« vurderede eleverne.
Men hun er også fra Ishøj.