Mere end hver tredje vælger er modstander af skattestoppet. Samtidig er befolkningens opbakning faldet fra 63 procent i februar i år til nu 50 procent. Det viser en ny meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen.
Hermed er tilslutningen blandt vælgerne til skattestoppet den laveste i to et halvt år. Det får dog ikke Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, til at vakle. Han understreger, at Venstre er sikre på, at skattestoppet er fremtiden, og at partiet er på vej til at skrive det ind i et kommende principprogram, der skal vedtages senere i november.