Flokke af mink kan her til morgen ses i byen Asp mellem Struer og Holstebro.
Op mod 2.000 mink blev i nat lukket ud fra en minkfarm i Asp, skriver P4 Midt & Vest.
Både bure og hegn er brudt op, og minkene kan ses i flokke ved farmen og i byen, mens Beredskabsstyrelsen er i gang med at hjælpe minkavleren med at få dyrene tilbage til farmen.
Politiet frygter, at det kan være dyreværnsaktivister, der står bag ugerningen.
- Det er en nærliggende mistanke, men vi kan ikke sige noget konkret endnu, om hvem der har lukket minkene ud, siger vagtcentralleder fra Midt- og Vestjyllands Politi, Knud Lauridsen, til P4 Midt & Vest.
Ifølge politiet har flere trafikanter kørt mink over på vejene.
- De flytter sig ikke umiddelbart fra vejen. Alene vores patruljevogn kørte 4-5 mink over på vej derud, fortæller vagtcentrallederen.