Mens det danske obligationsmarked lå stille hen onsdag fortsatte de spanske renter nedad, og der var ved lukketid langt op til det kritiske niveau over 7 pct., som ramte landets gæld i starten af ugen. Det skete på en dag død for vigtige nøgletal, men hvor den spanske premierminister præsenterede en større spareplan, der blev taget vel imod på markedet.
Den toneangivende 10-årige danske rente faldt med seks basispoint til 1,05 pct., mens den spanske 10-årige rente faldt med 24 basispoint til 6,54 pct. Siden ugens top mandag er den spanske 10-årige rente dykket med 53 basispoint.
Onsdag formiddag præsenterede den spanske premierminister Mariano Rajoy nye budgettiltag for 65 mia. euro svarende til 2,5 pct. af landets BNP i 2013 og 1,9 pct. i 2014. Pengene skal blandt andet findes via højere moms. Den generelle moms stiger til 21 pct. fra 18 pct..
Nervøsiteten er dog fortsat stor, og Tyskland kunne onsdag sælge for 4,15 mia. euro 10-årige statsobligationer til den historisk lave rente på 1,31 pct. Ved den seneste tilsvarende auktion hentede Europas sikre havn en rente på 1,52 pct.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk