Obligationsmarkedet trak fingrene til sig og solgte risiko fra onsdag, hvilket gav renstigninger i Sydeuropas kriseøkonomier og samtidig den laveste tiårige, danske rente i fire måneder.
Spanien var igen i markedet med en auktion over statsobligationer onsdag formiddag, og resultatet fik handlerne til at droppe alle tanker om optimisme. Da resultatet blev kendt kl. 10.45, steg Spaniens og Italiens renter øjeblikkeligt, mens der var rentefald i Nordeuropas "sikre havne."
Godt nok fik Spanien lavere rente på to af de tre obligationslængder, staten udbød, men der blev ikke solgt for det maksimale beløb, som det ellers har været normen på det seneste, og det blev taget ilde op.
Den tiårige, danske rente, målt på 3-21'eren, faldt 6 basispoint til 1,02 pct. Det var dermed den laveste danske rente siden 2. august. Tendensen var lignende i nabolande som Tyskland og Sverige.
Imens steg den spanske, tiårige rente 16 basispoint til 5,39 pct. Inden auktionsresultatet var den ellers nede omkring 5,27 pct. Den italienske tilsvarende steg for første gang i syv dage og lukkede 7 basispoint højere i 4,47 pct.
På længere sigt er der dog stadig udsigt til fald i låneomkostningerne for de sydeuropæiske økonomier, mener en rentestrateg fra Royal Bank of Canada.
- På den korte bane er udbud stadig en udfordring, og dagens auktion viser det tydeligt. Men det ændrer ikke det overordnede, langsigtede billede, at vi ser en generelt bedre opfattelse af periferien, og de lave renter i Europas kerne og næsten-kerne vil trække investorerne over i højrentepapirer, hvilket er til fordel for spanske og italienske obligationer, siger RBC's Norbert Aul til Bloomberg News.
Torsdag retter fokus sig på rente- og pressemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB. Her ville en renteændring dog være en relativt stor overraskelse. Af 61 adspurgte økonomer venter 56 en fastholdelse af renten på 0,75 pct. ifølge en rundspørge fra Bloomberg News. De sidste fem spår en rentesænkning til 0,50 pct.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk