De danske obligationsrenter steg onsdag forud for et utroligt vigtigt døgn med pengepolitiske møder i henholdsvis Federal Reserve onsdag aften og ECB torsdag. De overskyggede et sæt dårlige nøgletal fra USA.
Renten på den tiårige danske statsobligation endte på 1,15 pct. efter en stigning på 9 basispoint. I Italien faldt renten på den tiårige statsobligation med 15 basispoint til 5,90 pct., mens den spanske ækvivalent faldt 2 basispoint til 6,65 pct.
Tirsdag eftermiddag kom der tal fra de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, der skuffede med en marginal stigning til 49,8 mod ventet i markedet en stigning til 50,2. Samtidig skuffede ISM-risindekset med en stigning til 39,5 mod ventet 40,0.
Tallene blegner dog i forhold til udsigten til rentemøde i ECB, hvor chefen Mario Draghi i sidste uge lagde op til handling med en brandtale om, at ECB er villig til at gøre alt inden for sit mandat for at forsvare euroen. Onsdag aften er der rentemøde i Fed, der vil blive gransket nøje efter indikationer af yderligere kvantitative lempelser, som dog formentlig må vente til september eller senere.
Fredag kommer den store amerikanske jobrapport, der også vil blive afgørende for udviklingen på markedet.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk