De danske obligationsrenter tog et pænt dyk onsdag, da uroen omkring gældskrisen i Europa endnu en gang stak sit grimme hoved frem. Efter en periode med ro på gældskrisefronten vendte udviklingen, og det sendte de spanske renter opad. Begge er dog fortsat langt fra de faretruende niveauer, der blev set i juli.
Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligationer faldt med ni basispoint til 1,17 pct. mens den tyske ækvivalent faldt med 10 basispoint til 1,46 pct. I Spanien veksledes rentefald onsdag formiddag til stigninger. Den 10-årige rente steg med 6 basispoint til 6,21 pct. Det er dog fortsat godt 1,5 pct. point fra toppen i juli, da markedspanik var lige ved at skubbe landet ud over kanten.
Markedets nervøsitet kommer forud for en række vigtige møder og begivenheder de kommende uger. Allerede onsdag aften kan investorer læse referatet fra Fed's seneste rentemøde, og den 6. september skal ECB-chefen Mario Draghi sætte handling bag sommerens brandtaler.
- Vi er i en situation, hvor der stadig er en stor del usikkerhed og en række vigtige møder i Eurozonen i de kommende dage. Der er stadig ikke en klar tendens for, hvad udkommet er af disse, sagde obligationsstrateg Orlando Green fra Credit Agricole til Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk