En fortsat nervøsitet omkring Grækenland fra morgenstunden blev udskiftet med en lidt større risikovillighed på obligationsmarkedet onsdag.
Efter rentefald på 1-2 basispoint i de fleste nordeuropæiske lande i de tidlige timer, hvilket kom efter nedbruddet i forhandlingerne om næste omgang lån på 230 mia. kr. til de snart pengeløse grækere, begyndte handlerne så småt at smide frygten i løbet af dagen.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, luftede forhåbninger om, at en aftale kan falde på plads i starten af næste uge. Samtidig sagde hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, at EFSF-fonden kan blive brugt til at købe op i den græske gæld.
- Markedet har lidt risikoappetit, muligvis efter Merkels kommentarer. Spanien trækkes af risikoappetitten, mens Grækenland nyder godt af opkøbs-snakken, siger rentestrateg Lyn Graham-Taylor fra Rabobank til Bloomberg News.
Renten på den toneangivende, tiårige, danske statsobligation, 3-21'eren, var dog relativt upåvirket og sluttede 1 basispoint lavere i 1,13 pct. Til gengæld steg den tyske, tiårige rente 1 basispoint til 1,43 pct., og den svenske klatrede 2 basispoint op til 1,51 pct.
Risikoaversionen kom de sydeuropæiske kriseøkonomier til gode - i Spanien faldt den tiårige rente 14 basispoint til 5,70 pct., mens Grækenlands tiårige rente blev barberet ned med 33 basispoint til 16,59 pct.
Portugal solgte tre-, seks- og 18-måneders obligationer om formiddagen. De to første papirer blev solgt til væsentligt højere renter end ved en lignende auktion i oktober, mens renten var uændret på de længste. I markedet fulgte Portugals tiårige rente med den generelle stemning og dykkede 32 basispoint til 7,78 pct.
Fra makrofronten viste de nytilmeldte ledige i USA en lidt faldende tendens, da der var 410.000 nye ledige - præcis som ventet ifølge Bloomberg News - i uge 47 mod 451.000 i uge 46. Forbrugertilliden var dog noget svagere end ventet i november ifølge den endelige opgørelse fra University of Michigan.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk