Det danske obligationsmarked oplevede onsdag små rentefald, da det fulgte tendensen syd for grænsen, hvor en veloverstået auktion over femårige, tyske statspapirer sendte renterne lidt ned. Forinden havde et overraskende godt tal for den tyske industriproduktion, der steg 1,2 pct. i marts fra februar, ellers presset renterne lidt op. I Norge var tendensen stigende korte renter efter en fastholdelse af Norges Banks rente.
Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2023 endte omkring 1,38 pct., svarende til et fald på omkring 3 basispoint. Den toårige danske statsrente faldt fra godt 0,11 pct. til godt 0,08 pct.
I Norge var udviklingen stik modsat med en stigning i den treårige rente på cirka 12 basispoint til 1,18 pct. Samtidig styrkedes den norske krone, efter at Norges Bank til dele af markedets overraskelse valgte at fastholde sin ledende rente på 1,50 pct. Nogle økonomer havde ventet en rentenedsættelse.
Den kom ikke, blandt andet fordi den norske krone er blevet svækket siden seneste rentemøde, hvor centralbanken holdt døren på klem for en lempelse.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk