Obligationsmarkedet indledte onsdagen med at handle de fleste 10-årige, europæiske statsrenter ned med op mod 10 basispoint, inden det gik den modsatte vej i al hast og betød noget nær nulresultater for mange landes vedkommende.
Dagens store emne var den tale, USA's centralbankchef, Ben Bernanke, skulle holde kl. 16 onsdag for den amerikanske Kongres.
Renterne startede med at sive tirsdag aften i USA og fortsatte bevægelsen langt hen ad tirsdag.
Rentefaldet accelererede til gengæld kraftigt, da han i sine indledende bemærkninger advarede om effekten af en for tidlig opstramning af centralbankens støtteprogrammer.
Men da Bernanke senere tilkendegav, at støttekøbene kan blive skaleret ned ved et af "de næste par" rentemøder i centralbanken, satte markedet kraftigt i bakgear og annullerede en stor del af rentefaldet.
Den danske 10-årige rente sluttede 2 basispoint lavere end tirsdag i 1,48 pct. Den nåede at vende i 1,425 pct., inden markedet vendte omkring. Lignende bevægelser sås i renter i blandt andre Tyskland, Finland og Holland.
Aftenen byder igen på nyt fra Federal Reserve. Klokken 20 offentliggøres desuden referatet af det seneste rentemøde i centralbanken, afholdt ved månedsskiftet april-maj.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk