En generøs gentleman, der handler med hjertet.
Sådan beskrives Kurt Andersen af de nye storaktionærer i AGF efter offentliggørelsen af, at den nu tidligere mæcen har solgt sin aktiepost for 57,5 millioner kroner. På salgstidspunktet i mandags var aktierne ellers 239 millioner kroner værd.
- Vi aftalte en pris for flere måneder siden, og selvom kursværdien steg helt vildt i mellemtiden, trådte Kurt Andersen i karakter som en hædersmand. Han kunne godt have krævet, at vi genforhandlede prisen, men det gjorde han ikke. Han handlede med hjertet, og det har jeg kæmpe respekt for, siger Martin Busk, der er direktør for ejendomsselskabet Bricks og talsmand for den investorgruppe, som har købt Kurt Andersens aktieandel.
Stor ros
Direktøren i Århus Elite, Lars Windfeld, har selv købt aktier for omtrent 450.000 kroner, og han lovpriser også gentleman Kurt.
- Kurt har givet udtryk for, at det var selskabets ve og vel, der lå ham på sinde. Han så gerne, at det var en bred, Århus-baseret gruppe, der overtog aktierne, og det ville være tilfredsstillende for ham, hvis han kunne gå tørskoet herfra. Det tjener ham til stor ros, siger han.
Selvom investorerne nu sidder på aktier, der er langt mere værd, end de har givet, har de ingen mulighed for at stryge en hurtig gevinst. På grund af en intern aftale, må aktierne nemlig ikke sælges før om tre år.
Kurt Andersen er dog ikke mindre forretningsmand, end at han har tjent en god skilling på sin tid som AGF s rare Onkel Kurt.
Ifølge Århus Stiftstidende har han gennem sit knap seks år lange engagement investeret cirka 54 millioner kroner i AGF. Men da han samtidig har fået omkring 14 millioner kroner retur på grund af blandt andet spillersalg, kan han altså med mandagens handel sætte 17 gode millioner kroner ind på bankbogen.